Villy Pedersen havde et lille indlæg, da Voksenklubben besøgte Magnus Bødker den 31. marts. Der var fuldt hus i kælderen på Jernbanegade 3, hvor der blev hygget og snakket om gamle dage.
Villys indlæg:
Erindringer
om Tistrup og dens beboere i min barndom
Forbindelsen
til omverden var enten med tog eller rutebil. Det var med damplokomotiver og
rute Thomas, der kørte rutebilen over Horne, Kvong, Lunde til Nr. Nebel. Døren
til rutebilen kunne Thomas sidde på sin plads og lukke med et sindrigt system,
en lang stang med et håndtag på. Jeg var noget imponeret over sådan moderne
teknik.
Ellers var det
hestevogn eller cykel, der var kun få biler under og lige efter krigen. Og Det
var næsten kun grusveje overalt. Jeg kan endnu fornemme hvordan det føltes når
vi kørte med jumpe til min Bedsteforældre i Linding. Jeg sad forrest så jeg fik
hestens lange hale hen i hovedet. Den var jo ikke vant til at skulle trave, så
den fes næsten for hvert skridt.
Har I tænkt
over, at man kan stadig se spor fra damlokomotiverne i Tistrup? Hvis I ser på
murværket i den nederste del af Storegade, så er den side, der vender ned mod
stationen meget mørkere som den anden side. Når lokomotiverne holdt på
stationen var der jo stadig godt fyr under kedlen, og der blev lukket masser af
røg og damp ud, det var fyldt med kulstøv, som satte sig på murværket.
Jeg kan godt
forstå, at karlene var bange for at komme i nærheden med hestene, når der kom
tog, de prustede og stønnede, og hestene blev bange og stak af. I dag ser vi
det jo kun i cowboy filmene.
Det var lidt
baggrund, men nu lidt om personerne, der var aktive i Tistrup i fyrene og
halvtredserne. Vi kan begynde med trælasthandelen. Den blev i 1947 købt af en
ung arkitekt Chr. Jensen hans søn Flemming, kom jeg til at gå i klasse med.
Chresten var en meget driftig mand med kæmpe ambitioner og masser af planer.
Broderen Åge ”Rutebil” var ansat som chauffør og kørte træ hjem til savværket,
der hørte til trælasten, eller tømmerhandelen som den hed.
Chresten
købte det nedlagte slagteri. Her eksperimenterede han med flere forskellige
produktioner. Bl. a. støbning af blokke til byggeri. En ny type gulvbelægning
var der også en overgang gang i. Uden at jeg kender detaljerne, så tror jeg,
det flere gange var meget tæt på at koste ham herredømmet over økonomien. Men
den fik han senere ret godt styr på, da først han slog sig på plast og startede
Primo Plast. Men småt var det en overgang, jeg husker, at vi først skulle
betale for fragten hos DSB, før vi kunne få cement poserne udleveret fra
banevognen. Det er også sket, at Kaj Lauridsen var ude med regningerne, før vi
havde fået varerne læsset af vognen. Kaj var storebror til Ida damefrisør og
var kontorelev på tømmerhandelen.
Næste stop
er Bødkeren. I min skoletid var der altid spektakel nede fra kælderen. Det var,
når der blev lavet dritler. Den gamle bødker boede i det pæne hus ved siden af
forretningen. Sønnen Magnus var en mand, der tog del i alt, hvad der rørte sig
i byen og havde en mening om det. Når han rigtig ville understrege, det han
mente, så tog han fat i reversen på jakken og gav den et lille rusk. Der blev
fremstillet meget andet end dritler hos bødkeren. Ajletønder og diverse kar
blev der solgt meget af. River til FDB var en anden produktion. Maskiner til
fremstillingen var selvopfundne Storm P maskiner, der var forløbere for
nutidens CNC styrede robotter, jeg har et par af dem stående. Det har været
hensigten, at de på et senere tidspunkt skulle indgå i udsmykningen af
baghuset.
På hjørnet
af Storegade og Jernbanegade boede købmand Grøngård, han solgte til Wogensen,
der drev forretningen videre. Grøngård blev direktør i Hodde Tistrup Sparekasse,
som mest var besat med folk fra omegnen. Min første sparekassebog hed f.eks.
Niels Mortensens bog. Niels Mortensen havde Gunnar Pallesens gård, N M var
ansat på Sparrekassen. Det var ham, der byggede det lille pæne hus, der ligger
ved siden af Trylles ejendom, Agerkrogsminde. Hans kone var en rar gammel dame.
Engang jeg var med Mor inde på Brugsen hos Hammelsvag, gav hun mig de, som hun
mente, var en pose bolsjer. Jeg fik et ryk i armen af Mor, fordi jeg ikke sagde
pæn tak. Da vi kom hjem opdagede Mor, hvad der var galt, damen havde givet mig
for 15 ører gær, det var jo i en kræmmerpose lige som bolsjerne.
Hvis vi så
drejer om hjørnet og stopper ved Vejgårds manufakturforretning. Vejgård var en
mand, der forstod sig godt på kundetække, hvis ikke han havde det på lager så
kunne det altid skaffes. Kunden havde altid ret. Da der skulle lægges asfalt på
stationspladsen, var der jo forskellig entreprenør maskiner, bl.a. en stor vejtromle.
Vejgård annoncerede nu i ugebladet, at der fredag aften ville være en demonstration
af, hvad de springmadrasser, han solgte, kunne holde til. Det blev et
tilløbsstykke. En madras blev pakket ind i en presenning og Tromlen kørte over
den. Da den blev pakket ud, var den fuldstændig uskadt, det var da noget, man
kunne forholde sig til. Thomsen, som eleven blev kaldt af Vejgård, blev gift
med Grethe Lykkebjerg, og er den tidligere leder af Ølgod Ugeblad Egon Thomsen.
Bemærk at det var Ugebladet og ikke Avisen, der blev annonceret i, folk fra
Tistrup benyttede Ugebladet og ikke Tistrup Avis.
På modsatte
side af gaden lå hotellet. Her knytter der sig masser af historier til. Jeg vil
nøjes med et par enkelte. Den gamle staldkarl hed Magnus, og var gift med
slikmutter. Han regerede i den gamle kørestald, når der var noget på hotellet,
kunne man få sin cykel i sikker forvaring her for nogle få ører. Kørestalden lå,
hvor nu Bjarke bor. Vi fik engang en meget foretagsom hotelvært, der kunne
meget andet end drive hotel. Bendiksen hed han. Han startede en ret omfattende
maskinhandel. Han etablerede også en bar over for biografen, jeg hørte man
hyggede sig meget derinde, men jeg var jo for lille til selv at opleve det, men
karlene derhjemme ville jo gerne berette. Han fik en Mercedes på et tidspunkt,
og en som havde været ude at køre med ham fortalte, at når han startede nede
ved hotellet, så kunne han få speedometeret op 150 km, inden han nåede
korsvejen. Det var jeg meget imponeret af, for min farbror havde fortalt mig,
at han havde været med til at køre med 70 km fart på den samme strækning i
Bedstefars Ford 29. Det var inden gaden blev asfalteret, og de var kørt op over
en af de grus dynger, der lå langs gaden. Det er så en af de ting, det er gået
stærkt tilbage med i Tistrup, i dag skal man være heldig, hvis man når op på 30
km. op gennem Storegade. Som sagt kunne han mere som drive hotel. Engang var
jeg med til at spille fælleslæsning på hotellet, og når vi øvede, skete det, at
den ene af de unge piger manglede, hun var travlt beskæftiget oppe på balkonen
sammen med hotelværten.
Tilbage til
sydsiden af gaden, her er næste stop Helgas papirforretning. Hun var gift med
Kesse, der havde cykelforretning i gården. Hendes gamle sønderjyske far Lorents
hjalp til i butikken ved juletravlheden. Han var næsten blind og stod ved
kassen og tog mod pengene. Ligegyldigt hvad man kom med, så var hans kommentar -
” vær et it køen”.
Næste
forretning Drøgemüllers Isenkram går vi forbi i tavshed.
Vi er så
oppe ved slikmutter en frodig og venlig dame, hvor der altid var liv, her
samledes karlene efter arbejdstid og lavede mange løjer med hende. En af vore
karle fortalte, at slikmutter havde klaget over, at hun manglede et franskbrød,
der ikke var betalt for. Karlene kunne så fortælle hende, at den havde de
proppet ned i et af de store bolsjer dåser, som de sad på. På 1. salen boede
Skomager Horsbøl, der havde et træben. Hans kone, fru Horsbøl, var en meget
benyttet kogekone.
I det næste
hus var der gartner og barberforretning. Man sagde om barber Lønborg, at man kunne
altid lugte, hvad han havde fået at spise til middag. Han spiste meget og stod
og små bøvsede.
I næste hus
boede slagter Høj, senere havde Chresten Jensen huset fyldt med Engelske
standure. De forsvandt pludselig, nogle mente pga. pengemangel. Senere blev der
en tøjbutik, Damernes Magasin.
Over for var
der urmager Conrad Jensen, som jeg havde meget frimærke snak med. Der var Tatol,
Sparrekasse og Skrædder forretning. Skrædder Rasmussen sad oppe på bordet med
benene over kors, helt henne ved vinduet, her var det bedste lys.
Så kom der
en ældre isenkræmmer. Forretningen blev senere solgt til en ung elektriker Bent
Bom. Det var en mand med krudt i og fuld af ideer. Han havde en god el
forretning og begyndte senere en produktion af forskellige el artikler. Han var
med i mange ting. Fik en dårlig ryk. Hvilket gik ham meget på. Nærmeste nabo
var købmand Buch, ikke Henning, men faderen Arne Buch. En købmand af den gamle
slags. Han havde også øldepot. Hos ham kunne børnene komme ind og få lakrids.
Han havde det i overlommen i det forklæde, han gik med. Man skulle komme ind og
bede om en skrald. Så kom man over knæet og fik en bagi. Afhængig af, hvor
gammel man var og hvor tit man kom, var styrken i slaget. Lakridsen blev udmålt
på den måde, at man skulle åbne munden og så blev der målt fra øre til øre med
lakridsen.
Over for boede Slagter Obling, her var jeg i
klasse med en pige fra. Nærmeste nabo var Bager Sørensen, også her var jeg i
klasse med en pige fra. Bager Sørensen indrettede en meget benyttet cafe i en
stue, man udvalgte kagerne i butikken, de blev så serveret i stuen.
Næste stop
bliver hos bladhandler Råskov. Den forretning blev senere solgt til Peder
Hansen, der også var lokal leder af Andelsbanken. Et par krøniker om ham.
Peder ville
gerne have et spil kort. Det ville min far og naboen Gunnar Pallesen også. De
besøgte jævnligt Peder en formiddag en gang i mellem. De sad så inde i et lille
rum ved siden af butikken, så Peder kunne passe butikken samtidig. En onsdag
formiddag hvor de sådan sad og spillede L’hombre, sagde Peder: ”Jeg kan da ikke
forstå, der ikke kommer nogen i butikken, for det er tipsdag i dag”. Der blev
en lille pause, så sagde Gunnar: ”Nåe det er der nu en forklaring på. Jeg synes,
det er så irriterende, når du hele tiden skal løbe ind i butikken, så jeg
drejede lige nøglen, da vi kom ind”.
En dag
ringede Peder til far og sagde: ”Nu bliver du nødt til at komme Jens, for den
stok du gav Bertel i Kæret i fødselsdagsgave, den vil han have byttet med
cigarer”. Som jeg husker det, så havde den kostet 3,75 kr. Under store
protester fra min mor, så satte far et ettal foran. Men Bertel havde luret ham.
Far og Bertel havde været klassekammerater og lave altid spas med hinanden.
Bertil er far til Svend Hansen, der bor på Agerkrogvej. Der kunne skrives en
bog om de ret uskyldige løjer, han kunne finde på.
For at vende
tilbage til Peder Hansen, så var han en meget fin skytte og vandt mange
præmier. Det er også ham, der har skudt den kronhjort, hvis gevir var udstillet
på det gamle plejehjem.
Vi når nu
til de huse, der ikke er mere. Altså hvor der nu er torv. Det første er afholdshotellet. Når man nærmede
sig det en sommerdag, var man aldrig i tvivl, der var en ret kraftig duft af
tis inde fra kørestalden, hvor porten altid stod halvåben. Mændene forrettede
deres nødtørft her, og der var ingen afløb.
Forretningen
næst efter var cykel handler Hansen. En flink og fingersnild sønderjyde, der
uden problemer gav sig til at forhandle og reparere knallerter, da de kom på
mode. Bag de sidste 2 bygninger lå bygningerne til et nedlagt landbrug. Her
havde Plauborg på Møllegården ungkreaturer og passerede gaden med foder til
disse, og som den naturligste ting af verden gik han ind og handlede hos
Købmand Buch. Han gik altid i en lang røgtekittel, der jo bar præg af, at han
også bar spande med surmælk til grisene ind imellem. Køerne han havde, trak sønnen
Alfred i et kobbel ned gennem byen og ud på græs, hvor der nu er stadion ude i
Snorup.
Det var den
første tredjedel af byen, mon ikke det er nok for i dag.